Boligskat

Ti års økonomisk stagnation i Danmark med gratis kapital til markedet er kun ført til urealistiske aktiekurser og stigende ejendomspriser i udvalgte områder.
Øget beskatning af denne del af ejendomsmarkedet vil ikke medføre mere velstand og slet ikke mere velfærd. Vores politikere skal forstå og regulere de bagvedliggende årsager og ikke falde for den lette løsning, hvor danske missundelse muliggøre øget beskatning af et forsvarsløst mindretal af boligejere.

Folkets tone

Når eliten og den herskende klasse i årtier ikke lytter efter befolkningens bekymringer og når de politiske partier samtidig mister rod i folket og bliver til private virksomheder, er det helt naturligt, at den samme befokning råber højere og højere og at tonen efterhånden synes ubehagelig skinger.

Anders Næsby, lærer, cand.mag i anvendt filosofi, Aalborg

Anders Næsby, lærer, cand.mag i anvendt filosofi, Aalborg

Den dengang blot 23-årige John F. Kennedy udgav i 1940 en afhandling, hvori han gjorde op med eftergivenhedspolitikkens fatale konsekvenser og de vestlige demokratiers svigt i kampen for at beskytte og bevare de værdier, der virkelig betød noget. Afhandlingen var inspireret af æraens største politiker, Winston Churchill, der to år tidligere havde udgivet bogen ”Mens England sov”, og med sin afhandling gav Kennedy sin uforbeholdne støtte til Churchills kompromisløse standpunkt: Fjenden måtte besejres for enhver pris.

Begge forsøgte siden at gøre deres ypperste for at rette op på fejlen. Kennedy deltog med stor personlig hæder til følge i Stillehavskrigen, og Churchill påtog sig som premierminister den næsten umulige opgave at lede Storbritannien til sejr over Hitlers tilsyneladende ustoppelige tyske hær – og skulle med sin indsats gå over i historien som sit lands måske største søn.

Storbritannien og resten af verden har siden haft meget at takke Churchill for. Men meget imod den gængse opfattelse i dag var han langtfra populær i sin samtid – faktisk var Churchill 1930’ernes mest udskældte europæiske politiker, også mere end Hitler. Hans brøde bestod i, at han for at imødegå truslen fra netop Hitler opfordrede til militær oprustning, ikke nedrustning, i Europas demokratier. På et kontinent, der stadig slikkede sårene efter Første Verdenskrig, var den slags ikke populært, og Churchill udstilledes i brede kredse som en krigsgal fanatiker, der ville ødelægge staternes fredelige samvær.

Og måske er denne fornægtelsesfase forståelig, for drømmen er langt mere rar og hyggelig end virkeligheden.

Med tanke på Første Verdenskrigs ufattelige blodbad er datidens syn på Churchills oprustningspolitik måske forståeligt nok. Langt mere uforståeligt er det, at Europa tilsyneladende intet har lært af mellemkrigstidens ellers vitale lære: at direkte og reelle trusler mod den frie, vestlige verden ikke kan håndteres ved at sælge ud af centrale værdier for krampagtigt at holde fast i en illusion om fred.

Freden i Europa er i dag desværre kraftigt på vej til at blive en illusion; et flygtigt minde om en lykkeligere tid, hvor man oprigtigt troede på en forenet, demokratisk og fri verden. Den alvorligste trussel kommer modsat 1930’erne ikke fra udefrakommende militære invasioner – om end dette med tanke på Putins adfærd også er en reel fare – men fra en selvskabt, indre fjende, der truer med at knuse de byggesten, som den frie vestlige verden hviler på: den aggressive islamiske terror. Islamisk terror er for så vidt ikke noget nyt fænomen. Siden islams opståen i det syvende århundrede har fanatiske jihadister søgt med alle midler at påtvinge andre islams ideologi. Forskellen i dagens Europa er, at islamisk terror nu ikke længere er noget uhåndgribeligt og diffust, der udspiller sig i fjerne ørkenstater. Det foregår nu også i europæiske byer, i de rum, vi opfatter som vore egne; på caféer, banegårde, skoler, diskoteker, kirker, torve og festivaler.

Det er snart ikke til at huske forskel på de talrige terrorangreb, der rammer den vestlige verden i disse dage. På en underligt forskruet måde er det næsten blevet en del af vores hverdag, og således er det på få år sket, at de mest homogene, fredelige og velfungerende samfund i verden er trådt ind i en ny tidsalder, hvor terroren og frygten afløser freden og sammenholdet. Ingen kan med sikkerhed vide, hvor det næste angreb finder sted, eller hvem der bliver ramt. Men sikkert er det, at det kommer.

Lige så sikkert er det desværre, hvordan reaktionerne bliver i den stadig mere opgivende og apatiske vestlige verden.

I stedet for at man imødegår den eskalerende trussel og forsvarer sig selv, sine byer, sine borgere og sine værdier, lader man en forudsigelig, defaitistisk proces gå i gang, som må få terroristerne til enten at klø sig undrende i skægget eller falde sammen af grin: Efter at vi har gået rundt og sagt ”Je suis… et eller andet”, gennemført et par fakkeloptog, ændret vores profilbilleder på Facebook i passende farvenuancer, lagt blomster ved ambassader og gentaget de komplet intetsigende floskler om, at kærligheden nok skal sejre over hadet – ja, så begynder en endnu mere forudsigelig og tåbelig proces, hvor selverklærede humanister fra venstrefløjen ræsonnerer sig frem til, at det hele på en eller anden måde er Vestens egen skyld.

Hvis man ikke lige kan finde en historisk uretfærdighed begået af en vestlig magt i 1800-tallets imperietid, så kan man ganske givet finde frem til noget mere nutidigt med, at debatten om islam sandelig har været slem de senere år – og der var vist også nogen, der for et par år siden begik den forbrydelse at tegne tegninger. Mens alt dette står på, erklæres det igen og igen, at islamisk terror intet har med islam at gøre – på trods af, at terroristerne selv faktisk enstemmigt erklærer, at det er det eneste, det handler om.

Vesten kan nu og i al fremtid bebrejde sig selv, at man som følge af misforstået humanisme har påført sig selv denne trussel gennem tre årtiers hovedløs og stupid flygtninge- og indvandringspolitik. Men endnu mere kan man bebrejde sig selv, at man nu, hvor konsekvensers alvor udpensles i blodige billeder hver eneste dag, stadig nægter at forholde sig til virkeligheden og krampagtigt holder fast i illusionen om det fredelige og lykkelige multikulturelle Europa.

Dem, der fra begyndelsen advarede mod de reelle konsekvenser, blev lagt for had, og nu, da det har vist sig, at alle dystopiske forudsigelser desværre var korrekte, forklares fraværet af det multikulturelle paradis med, at der faktisk var kritiske røster, som derved startede en debat med en hård tone. Det er et håbløst og ulogisk ræsonnement – lidt ligesom hvis det i dag havde heddet sig, at Churchill var skyld i Anden Verdenskrig, fordi han ved at advare mod Hitler derved havde skabt den hævngerrige vrede, der siden udløstes i historiens største krig.

I 1930’erne sov England og hele Europa. Men da de tyske tropper overskred Polens grænser, vågnede man øjeblikkeligt og omstillede sig til en ny virkelighed. Ingen udover Hitler ønskede krigen, men den var nødvendig at udkæmpe og vinde, hvis den frie vestlige verden skulle overleve. Tænk, om Churchill i 1940 i stedet havde opfordret til at gå på kompromis med egne værdier og indgå dialog med Hitler i håbet om fredelig sameksistens. Eller i fuld alvor foreslået, at krigen kunne vindes med kærlighed?

I dag synes intet rigtig at kunne vække det engang så storslåede Europa. Det er tilsyneladende ligegyldigt, hvor mange og horrible angreb der finder sted – stadig forbliver man i sin selvvalgte utopiske drøm frem for at vågne til en virkelighed, som ellers bliver mere og mere øredøvende og påtrængende. Og måske er denne fornægtelsesfase forståelig, for drømmen er langt mere rar og hyggelig end virkeligheden. Men jo længere virkeligheden fornægtes, jo mere brat og uforberedt vil europæerne en dag vågne til den: Den brutale sandhed er, at den frie, demokratiske verden allerede er i krig mod en aggressiv islamisme, der ikke har tænkt sig at stoppe, før førstnævnte er knust. Det er ikke en krig, vi har ønsket eller startet, men den er her, og den vil kun eskalere, så længe europæerne som hovedløse høns efter nye angreb render forvildede rundt og stadig mere desperat forsøger at finde nye måder at give sig selv skylden for at være blevet halshugget.

Churchill og Kennedy vidste, hvilke katastrofale konsekvenser det havde, dengang Europa i 1930’erne sov, og de greb til handling for kompromisløst at forsvare alt det, de havde kært – lad os håbe, det europæiske folk snart vågner igen.

DRENGETID I MALLING

 Af Jørn Birkeholm, Kølvrå

Oppe på bakken – ovenfor foderstoffen – lå købmand Dich’s købmandsforretning. Her købte jeg kaffe, for min mor, for den var den bedste. Oscar Dichs kone hed Mette, og hun var referent til Stiftstidende. Hun har berettet om utallige sølv- og guldbryllupper, fødselsdage og andet opsigtsvækkende.

Sammen havde købmandsparret en utrolig arrig, glathåret gravhund, som i et anfald af irritation bed min onkel Harald i næsen i en sådan grad, at han måtte have syet den yderste tip på hos lægen.

Så var der også Brugsen, hvor brugsuddeler Larsen huserede. Han har en gang smidt mig ud af butikken, fordi jeg kom for skade at klø mig i nakken. Han påstod, at jeg måtte have lus, når jeg sådan skulle klø mig, og han ville ikke have lus i sin butik. Jeg måtte gå og fik slet ikke handlet.

Lidt længere oppe – over for kirken og Gammelbys Tricotage lå købmand Sørensens butik. Købmand Sørensen skrev med blækstift, og det kunne godt ske, at han i tanker kløede sig under næsen med blækstiften, så han blev ganske blå.

Nede på stationspladsen lå Villadsens forretning. Villadsen var en lille, bred og skaldet mand. Jeg syntes dengang, at han lignede en slags buldoghund.

Inde på stationen var det stationsforstander Andersen, der bestemte. Det mente han også at have ret til uden for stationen. Utallige er de gange, hvor han er kommet farende ud iført kasket og armbind og hvad ved jeg for at jage os bort. Alene den blotte tilstedeværelse af en dreng inden for hans synsvidde kunne udløse forfølgelser på stationsområdet ledsaget trusler om, at hvis vi nogensinde kom igen, så – – . Det gjorde vi så.

Torstensens forretning havde skuffer med rundhagl, der kunne bruges i slangebøsserne. Ellers var den bare alt for stor, og jeg gad egentlig ikke komme der.

Frøken Vedels Sæbehus og Boghandel var noget mere interessant. Inde i vinduet sad som regel en pekingeserhund. Den var utrolig galsindet – næsten som stationsforstander Andersen – og når man kom forbi vinduet for at se, hvorledes “Hjemmets Julebog” så ud i år, galpede hunden op, gøede og skreg og spyttede så meget på vinduet, at man ikke kunne se gennem ruden.

Jeg brugte megen tid på at undre mig over, om hundens flade snude skyldtes, at den uafladeligt stødte mod ruden.

Omme bag ved Ingrid Vedels have lå branddammen.

Åh, salighed: Haletudser, karusser og salamandre plus alle de andre vanddyr.

Så lå man der på maven og snusede den gode luft gennem næsen og de spændende dyr gennem øjnene, og så pludselig stod Ingrid Vedels søster med tørklæde om håret bag os og bad os forsvinde. Jeg har aldrig set hendes hår, og de store drenge påstod, at hun åd børn.

Ude på gader og veje kørte Frausing med sin hvide mælkevogn. Hesten Klaus gik foran, og Frausing meldte sin ankomst med sin klokke, hvorefter vi myldrede ud med kander og spande og blev forsynede af hans mageløse målekrus.

Engang åbnede Leif for hanen med kærnemælk, mens Frausing sad på bukken, og Klaus trak fremad. Kærnemælken endte i gruset.

Andre hentede mælk omme på Sønnichsens gård. Når kirkeklokken ringede solen ned, begav man sig med potter, skåle og pander til gården og fik fyldt op af varm, varm komælk, der blev stillet til side derhjemme, så fløden kunne skummes af.

Et lille blik-skilt på stalddøren fortalte i øvrigt, at besætningen var tuberkelfri. Betryggende.

Da jeg kom i første klasse forelskede jeg mig vildt i Minna Rogersen. Aldrig havde jeg set noget så dejligt. Vi plukkede jordbær på jernbaneskråningen neden for Larsens Bakke. Desværre gjorde hun det forbi. Jeg husker ikke, hvem hun valgte i stedet for mig, men jeg husker klart, at jeg var nedtrykt i flere timer efter.

Det var frk. Mortensen, der gav os de første og grundlæggende færdigheder. Det gjorde hun godt og venligt.

Ude i skolegården legede vi “Kom hjem alle mine kyllinger”, indtil frk. Mortensen bankede heftigt på ruden. Det betød, at frikvarteret var forbi.

Vi lærte også at synge “Nu er timen til ende”, og vi huskede at bukke eller neje og give hånd, når vi skulle hjem.

 

Efter anden klasse skulle vi i den store skole. I den ene ende var det lærer Grymer, i den anden ende lærer Pedersen.

Grymer gik med knækfiip, og jeg var i perioder bange for, at flippen skulle skære hans hals over. Han har en gang givet mig 5 øre, fordi jeg spillede en eller anden melodi på hans violin. Han skulle for øvrigt have udbudt en ged til salg efter den kirkelige handling i kirken, hvor han var degn.

Lærer Pedersen var mere mit nummer. Han havde kun en arm og gik lange ture i omegnen. Han var dybt interesseret i naturen, vidste så godt som alt, hvad der er værd at vide, og kunne fortælle, hvad han vidste. Han var en mageløs lærer, tror jeg.

 

Hvad der i tidernes løb har gemt sig af pindsvin og fuglereder i Foghs hæk, er ubeskriveligt. Såvidt jeg husker, har alle Mallings fuglereder i hele min skoletid været anbragt her.

Ude på en stærkt skrånende græsmark spillede vi fodbold. Målene var et par rafter, der gerne væltede, hvis man ramte stolpen. Der var ingen overligger, men lærer Pedersen afgjorde fyndigt fra sin post under de store trær, om bolden var over eller under.

Han brugte ikke fløjte, men dirigerede spillet med tilråb som: Hold! Frispark ovre ved Holger! eller Hold! Så bytter vi! En eftermiddag scorede Helge med ryggen til målet og tabte ved samme lejlighed sin gummistøvle.

Det talte vi meget om den sommer.

Da vi blev lidt større, fik vi øjnene op for livets mysterier. Lange Verner havde kaniner, og de gjorde ind imellem ting, der var så forbløffende, at selv små drenge måtte studere fænomenet indgående. Lange Verner sagde, at de parrede sig. Han-kaninen kunne anstrenge sig så meget, at den måtte falde om bagefter.

Forbløffende.

Senere har man så selv erfaret, at der skal megen energi til sådanne ting.

Så var der biblioteket. Frøken Krøyer havde kommandoen i det lille rum, og hun afgjorde egenrådigt, om vi nu også måtte låne de bøger, som

vi havde fundet interessante.

Da vi var blevet så store, at vi kunne nå de øverste hylder, opdagede vi “Sangen om den røde Rubin”, og vi fnisede vellystigt, når vi bladrede i den. Imidlertid fastslog frk. Krøyer, at “den var ikke noget for os.”

Doktor Kelstrup havde konsultation lige over for biblioteket dengang. Der har jeg fået rykket en tand ud, og jeg kan endnu erindre lugten af æter.

Ude i venteværelset hang der et maleri af en krøbling. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men jeg kan huske, at billedet var lavet af Victor Glysing Jensen fra Beder.

Jeg kan også huske den dag, da Glysing Jensen kom hjem fra koncentrationslejren. Han gik forrest i en stor, grå frakke, og den halve by gik bag efter ham.

De sagde, at han var blevet tynd.

Det var en stor dag.

Det kunne ske, at en høne forvildede sig op på høloftet på Sønnichsens gård. Her byggede den sin egen private rede og lagde mange æg.

Hvis vi fandt sådan en rede, tog vi æggene og brugte dem til at kaste med.

Jeg var god til at kaste. Jeg kunne kaste et æg så højt, at det næsten forsvandt for blikket. En dag kastede vi æg ind over kirkegården, og det blev vi ved med, indtil frk. Krøyers søster kom ud gennem kirkegårdslågen med æggeblomme og æggehvide ned over hat og skuldre.

Karetmager Sørensen har givet mig nogle af de bedste erindringer. Der duftede af spåner og rigtig snedkerlim i hans værksted, og han var ikke ked af at bruge tid på stylter, flitsbuer osv.

Oppe ovenpå sad hans kone og holdt øje med alting gennem gadespejlet.

Selv var jeg gennem hele min drengetid en bette splejs. Alligevel var jeg med i “banderne”, der sloges med drengene fra Pedholt og Pøel nede ved Fisbækken. Ikke fordi jeg var stærk, men fordi jeg var god til at tegne dødningehoveder.

Og skrædder Nielsen – Allans far.

Og Tusindhandelen.

Aabye Madsens savværk med den store dampmaskine.

Bondes Bageri.

Landbrugsskolen og dens gymnastiksal.

Og da Erik ude fra Malling Bjerge faldt i vandet under skoleudflugten til Himmelbjerget.

Flyvemaskinen, der en skønne dag landede på marken lige før Egelund

Og da en måge under en skoleudflugt til Århus sked en klat på lærer Pedersens hvide jakke. Han gik dog resolut ind i den nærmeste boghandel, købte et stykke kridt og kridtede klatten over.

Og hestebideren, der var togfører i Odder-Grisen, og som en gang låste op til tog-toilettet og åbnede døren, fordi han troede, at der sad en derinde, der havde glemt sit togkort. Det gjorde der ikke. Derimod sad der en trængende dame.

Det er altsammen længe siden nu, men alligevel sidder det – og en hel masse andet – fast i min erindring.

Byens dufte, husene, vejene, skolen, menneskene – det hele er der.

Og skulle noget være glemt i erindringen, skal der bare åbnes som ved et tryk på en knap.

Kan du huske?  Og kan du huske?

 

Sønnichens gård “Lundshøjgård”, hvor mange hentede mælk ved stalddøren. Stuehuset er i dag præstebolig for sognepræsten i Malling.

All about nothing